Jukola 2018 herrestart

 Starten på herrestafetten i Jukola er noget helt særligt. Foto: Tim Falck Weber

Verdens største stafet fik i år finsk vinder med schweizisk ankermand, da den regerende sprintverdensmester Daniel Hubmann løb sit hold KooVee ind til sikker sejr ved Lahti her til morgen. På de tre følgende pladser var hold med en regerende norsk stafetverdensmester på sidste tur, så det er ikke hvem som helst, der får lov at afgøre stafetten for de store hold. Nr. to var IFK Göteborg med Eskil Kinneberg på sidste tur, treer blev finske Paimion Rasti med Olav Lundanes og Halden Skiklub fra Norge havde Magne Dæhli som ankermand, da de erobrede 4. pladsen.

Set med danske øjne kan årets Jukola sammenfattes til to ord: hårdt og svært. OK Pan Aarhus var som altid godt med ikke mindst gennem en rutineret førsteturspræstation af tidligere verdensmester Tue Lassen, som på 33. pladsen sendte Rasmus Thrane Hansen ud 1:51 efter de førende. Rasmus leverede også en fuldt godkendt præstation og skiftede som nr. 58, lidt over 10 minutter efter. Derefter rykkede holdet lidt frem og tilbage omkring den placering indtil Stefan Frads Petersen løb holdet i mål til en placering som nr. 67, små 77 minutter efter det vindende hold. Det skal for en ordens skyld nævnes, at alle resultater nævnt i denne nyhed er taget fra live resultaterne. Der kan ske forskydninger til den officielle resultatliste.

OK Pans andethold med Giacomo Frattari kom rigtigt godt fra start med en 110. plads efter første tur, hvorefter holdet dalede lidt længere tilbage i tabellen. Unge Malte Kjær Hemmingsen fik en lidt tung start i Farum Tisvilde dragten, men løb sig siden små 500 placeringer frem i feltet. Holdet løb sig derefter flot op gennem rækkerne indtil Jonas Falk Weber til slut løb holdet ind til en slutplacering som nr. 207.

De foreløbige resultater kan ses her 

Forårssæsonen er nu slut for elitens vedkommende og såvel yngre som lidt ældre landsholdsløbere forbereder sig nu til sommerens mesterskaber, først Ungdoms-EM (EYOC) i Bulgarien sidst i juni, så Junior-VM i Ungarn fra 9. juli, studenter VM i Finland fra 17. juli og sidst men ikke mindst VM (WOC) i Letland i starten af august. Og så er der jo også lige godt 4.000 forventningsfulde deltagere, som er tilmeldt WMOC i Nordsjælland og København 7. til 13. juli. Så der bliver nok at følge med i på orienteringsfronten - også denne sommer.

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Tema FindvejiSkolen2

DOF har udarbejdet et e-læringsforløb målrettet elever i 6.-7. klasse, som lærere gratis kan benytte. Læs mere

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF