Hvert år i januar mødes det internationale orienteringsforbunds (IOF) bestyrelse, medarbejdere og udvalgsmedlemmer til det såkaldte Joint Meeting, hvor udvalgene holder møder og hvor man taler om den fælles retning for international orientering. Derfor var Finn Arildsen fra IT-udvalget ("IT-Commission"), Vibeke Vogelius fra Trail-o-udvalget ("Trail-o-Commission") og denne artikels forfatter fra udvalget vedrørende fodorientering ("Foot-o-Commission") i weekenden til møde på et sportshotel i en skov et stenkast fra Eintracht Frankfurts imponerende hjemmebane.

Mødets helt store tema var orienteringsidrættens værdier. Det var selvfølgelig med baggrund i begivenhederne i Kina i oktober, hvor kinesiske atleter blev taget i fusk ved de militære verdensmesterskaber i o-løb og den voldsomme debat, som fulgte efter World Cup sprinten i Kina, hvor to kinesiske atleter opnåede langt bedre resultater end de fleste havde forventet. Som IOFs direktør Tom Hollowell fortalte ved gennemgangen: "Jeg kunne godt have ønsket os en anden måde at blive breaking news i CNN på".

AWK på podiet

Næstformand i IOF, Astrid Waaler Kaas fra Norge, giver status for strategien

IOF har tidligere formuleret bæredygtig, inkluderende og etisk som værende vores gennemgående værdier. For  værdien etisk har IOF formuleret, at "Alle skal optræde efter de højeste etiske standarder for fairness, ærlighed og respekt for regler og for hinanden".

Det er netop i krisesituationer, at værdier skal stå sin prøve. For os der har dyrket sporten i mange år, er det grundlæggende at vi ikke færdes i terræner, hvor vi om kort tid skal deltage i en vigtig konkurrence. Vi prøver ikke at få ureglementeret information om baner. Og for langt de fleste af os er det også grundlæggende, at vi optræder med respekt over for hinanden, uanset om vi kunne have ønsket os en arrangør havde tegnet kortet lidt anderledes, uanset om vi ikke synes holdkammeraten har den samme indstilling til træning, som vi selv har, eller hvad vi ellers kan være uenige om.

Men kan vi være sikre på, at der ikke sker skred i vores værdier? Kan vi være sikre på, at man i forskellige dele af verden ser ens på vores fælles værdier? Det var spørgsmål, som Tom Hollowell stillede de ca. 70 deltagere ved mødet. Spørgsmål, som ikke bare kalder på hurtige løsninger. Det blev nævnt, at man kunne løse en del af problemet med ulovligt forhåndskendskab til et sprintområde ved at offentliggøre kortet på forhånd og lade deltagerne gå rundt i området inden posterne sættes ud. Løbernes repræsentant, den schveiziske topløber Florian Howald gik meget klart igennem på skype-forbindelsen fra hans sydafrikanske træningslejr: Det ønsker løberne ikke. "Det er afgørende for os at løbe i ukendte områder og vi forventer, at arrangørerne sørger for fair konkurrence, selvom det er nemmere bare at offentliggøre det hele på forhånd".

Det er svære spøgsmål, der ikke lader sig besvare på en lørdag formiddag i januar i en skov uden for Frankfurt. Men det er spændende at IOF har mod på at tage de spørgsmål op. Jeg håber den videre proces vil give nogle bud på svar, som vi også kan bruge her i Danmark, når vi skal udvikle vores idræt og udvikle vores måde at omgås hinanden, så alle føler sig inkluderede, respekterede og i sidste end motiverede til at levere fantastiske stævner, enestående resultater og gode oplevelser for hinanden.

 

IOF værdier

IOFs og medlemslandenes fælles værdier

 

Danmark i fokus

Der var også andre emner på agendaen. Efter at Danmark de seneste to år har arrangeret tre flotte IOF-stævner, Veteran-VM, Junior-VM og MTBO-VM, glæder alle sig til at komme til VM i Danmark til juli. IOF har også et nyt initiativ, hvor man gerne vil styrke løber- og trænerniveauerne i de mindre og mellemstore medlemslande. I den sammenhæng har man fået link til vores flotte nyudgivne TBU-bog "Træning af Børn og Unge orienteringsløbere". Der var stor beundring for det fantastiske arbejde, som ligger bag den bog, og flere talte om de kunne få lov at oversætte den til deres eget sprog.

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Tema FindvejiSkolen2

DOF har udarbejdet et e-læringsforløb målrettet elever i 6.-7. klasse, som lærere gratis kan benytte. Læs mere

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF